Om Annamarie

En følsom pige i et stemningshav

Jeg er født i en familie, hvor det at tale sammen ikke var tænkt ind. For en lille følsom pige som mig var det helt umuligt at navigere i. Der kom ingen retningslinjer, men tværtimod en forventning om, at jeg da nok kunne forstå… og oveni det skiftede stemningerne i huset, nogle gange var det rigtigt at gøre sådan, andre gange var det helt forkert.

Lille, dum og forkert

Jeg var på spanden, troede alle vidste noget, som jeg ikke havde opfundet endnu. At alle var et skridt foran. Jeg trak mig og forsøgte at samarbejde, så godt jeg kunne. Jeg følte mig lille, forkert, dum og ikke god nok. Svære følelser at stå alene med, men jeg troede jo bare, at det var vilkårene.

Så jeg kæmpede mod mine følelser, forsøgte at holde dem hen/nede. De kunne jo slet ikke bruges til noget. Når jeg stille forsøgte mig, blev resultatet mindre godt – så jeg gav op. Jeg husker, at jeg sagde til min mor, at når nu alle mænd skulle til militæret, så skulle alle mødre også på en skole for at lære at blive gode mødre. Godt tænkt.

Jeg lærte at navigere i min lille familie og blev glad, når det lykkedes. Jeg forsøgte at undgå konflikter. Prisen var, at ingen kæmpede min sag. Jeg måtte vente, og de ting jeg havde lyst til eller ikke havde lyst til, måtte jeg gemme væk. Det var en god indsats i forhold til at være i familien. Men på lang sigt var prisen høj, for da jeg skulle til at finde mig selv igen, var jeg jo alt for langt væk fra mig selv. Jeg kunne ikke selv finde mit selv.

Relationer faldt bort

Det er der, min uddannelse kommer ind! Når man bliver terapeut, bliver man det ved at arbejde med sig selv. Og jeg ville være en god mor, og jeg ville gå hele vejen. Og det gjorde jeg, mange gange tænkte jeg:

“Hvorfor gik jeg i gang, det er alt for hårdt og koster alt for meget på det medmenneskelige plan.”

Der var jo pludselig tætte relationer, som sagde fra, fordi jeg sagde fra. Puha det var svært, men jeg huskede på, at jeg ville være en god mor. Jeg ville have det godt i mit liv med mine børn. Og jeg måtte lære det, jeg ikke havde lært hjemmefra.

Alt andet end en ond mor

Jeg havde en oplevelse af, at jeg ikke kunne være en god mor, for hvordan er man det. Jeg kunne ikke tåle konflikter, jeg kunne ikke sige min mening, jeg turde ikke bestemme (jeg var jo vant til at please). Jeg var så bange for at være en ond mor. For en sikkerheds skyld vil jeg sige at min mor ikke var ond, men noget af det, hun gjorde, gjorde ondt. Og i min verden blev det så til, at hun var en ond mor. Og sådan ville jeg ikke være.

Alle børn har ret til et godt liv

Min mission om at være en god mor drev mig igennem mange uddannelser. Jeg ville gøre det bedste, jeg kunne. Nu i dag ser jeg, at den mission også er blevet mit job. Alle børn har ret til et godt liv, og det er gået op for mig de sidste år, at alle forældre har ret til at have en god relation til deres børn. Se mit blogindlæg om netop dette emne her.

Så jeg brænder for at skabe gode relationer i familier, og jeg er dybt taknemmelig for min barndom, hvor jeg jo lærte så meget om det at være i en familie og betydningen af at være i en gruppe, eks. personalegruppe.

Ventede på min bror

Min storebror blev slået ihjel, da han var 18 år gammel. Heller ikke her var der nogen, der tænkte, at det kunne være godt, at familien fik hjælp til at bearbejde sorgen og forståelsen af ulykken.

Jeg forstod det ikke, og i mange år efter ventede jeg på at min bror skulle komme hjem. Og når jeg var ude og rejse, kiggede jeg efter hvad jeg kunne købe med hjem til ham.

Opgør og forsoning

Jeg har haft nogle opgør med mine børn, men vi har hver gang fundet sammen igen. I dag har jeg en god og kærlig og ærlig relation til alle mine 5 børn, som jeg elsker meget højt. De to ældste har jeg fået foræret – de har været i pleje hos mig og har selv valgt, at jeg også er deres mor. Hvor taknemmelig kan man være? Jeg er meget meget taknemmelig og ydmyg.

Annamarie Bundgård